Ambitiøs skoleforskning koblet med konkret skoleudvikling kan gøre en forskel for trivslen og fagligheden er konklusionen på den hidtil største skoletrivselsundersøgelse i Danmark. Det udvikler skolen, igangsætter nye måder at undervise på og skaber engagerede voksne.
Alle folkeskoler i Vejle Kommune har siden 2008 været en del af et stort forsøg. 1.500 lærere og pædagoger, 120 ledere og 10.000 elever fra Vejle Kommunes i alt 35 skoler har deltaget i et toårigt forsknings- og udviklingsprojekt, der har haft til formål at højne fagligheden og skabe bedre trivsel på skolerne med udgangspunkt i de forskellige muligheder, hver skole havde for at udvikle sig.
Projektet startede medio august 2008 og er afsluttes i april 2011. Samtlige skoler i Vejle Kommune har deltaget i projektet og været involverede i både udviklingsprojekter på deres egen skole og pædagogiske forskningsprojekter der har bidraget med ny viden om læring, kreativitet, undervisning og innovation.
Universe Research Labs opgave i projektet har været at undersøge, dokumentere og diskutere og besvare spørgsmål om ”hvad der virker”, ”hvordan det virker” og ”hvorfor det virker” - samtidig med, at forskerne har indgået i sparring omkring det pædagogiske udviklingsarbejde med både skolekonsulenter og skolernes personale og elever.
Resultaterne
3. og sidste undersøgelse i 2011 viser overordnet, at der ifølge eleverne leveres rigtig megen god undervisning på Vejles 35 skoler. Skolen er et rart, sjovt og trygt sted at være.
Elevernes engagement er tilsyneladende også fortsat højt, ligesom de fortsat oplever, at deres bestræbelser anerkendes. Eleverne lader til i stigende grad at finde undervisningen meningsfuld, og de oplever en stigende grad af tilfredshed. Som udgangspunkt har eleverne i 0. – 3. klasse således gode muligheder for at opnå fordybelse, engagement og mening i deres skolehverdag – og dermed gode muligheder for at lære effektivt og være kreative.
Besvarelserne viser at de yngre elever har gode muligheder for at opnå fordybelse, engagement og mening i deres skolehverdag – og dermed gode muligheder for at lære effektivt og være kreative.
Der er dog en række områder, man ude på skolerne bør have fokus på i forhold til de yngre klasser, hvilket fremgår af forskernes anbefalinger i den afsluttende rapport, som netop er offentliggjort. Her fremhæver forskerne blandt andet:
• at eleverne er knap så friske i timerne, som de burde være
• at mobning fylder meget for mange elever
• at det er for svært for eleverne at koncentrere sig
• at eleverne keder sig og ikke lærer så meget, som de kunne
• at der er for mange elever, som ikke får den hjælp, de har brug for, når undervisningen er svær
De større elever udviser større skoleglæde ved indsatsen
Undersøgelserne viser, at trivslen i skolen falder i takt med, at eleverne bliver ældre, hvilket også er dokumenteret i andre undersøgelser. Det positive er, at denne undersøgelse viser, at de ældste elever, oplever, at deres skolegang og trivsel er klart forbedret gennem projektperioden (2008-2011).
Frikvartererne og trygheden i timerne ser ud til at være de områder, hvor eleverne er mest enige om vurderingen. Spørgsmål vedrørende de fysiske rammer, mobning, optimering af sværhedsgrad og udbytte af at arbejde alene i undervisningen, ser fortsat ud til at være de områder, hvor eleverne er mest uenige.
Lærere og skolepædagoger
For lærerne og skolepædagogernes vedkommende bedømmer de deres arbejdsvilkår noget mere kritisk end de gjorde i 1. vilkårsundersøgelse. 74 % er samlet set glade for deres arbejde, men kun 29 % oplever, at deres elever kan koncentrere sig i undervisningen. Mange oplever fortsat en grad af mobning blandt eleverne, selvom der er tegn på, at det er blevet bedre. Elevernes kreativitet ser fortsat ikke ud til at have særligt gode vilkår i skolen ifølge de professionelle, og det ser fortsat ud til, at eleverne spilles hårdt ud mod hinanden, og at skolerne her står med en række vigtige etiske udfordringer.
Overordnede anbefalinger til skolerne (sammenfattet):
1. Forbedre mulighederne for spændende undervisning
2. Tage hensyn til elevernes behov for at forstå både den langsigtede relevans og umiddelbar brugbarhed af dét, de lærer.
3. Tage hensyn til elevernes individuelle styrker – herunder deres foretrukne måder at lære på (læringsstile) og deres karakterstyrker
4. Tage hensyn til lærernes og skolepædagogernes behov for adgang til nye teorier, metoder og redskaber til undervisningen, og lærernes og skolepædagogernes behov for feedback på arbejdspræstationer
5. Tage hensyn til elevernes behov for at koncentrere sig i undervisningen og være kreative
6. Tage hensyn til elevernes, lærernes og skolepædagogernes behov for kommunikations- og konfliktløsningskompetence
7. At intensivere indsatsen mod mobning
Download hele rapporten
KONTAKT
For yderligere information om projektet kontakt projektleder og forsker Christina Lüthi på chl@universefonden.dk eller på tlf. 2115 9164.